Engang tilbage i januar kom Søren M. og spurgte om vi ikke skulle tage til Gardasøen og løbe et trailløb, hvortil jeg svarede at det kunne da være fedt at prøve engang - den gang var så i lørdags! Da vi stod ved startportalen og ventede vidste vi alle at det ville blive hårdt, men ikke hvilken sindssyg udfordring der ventede i bjergene, et løb ingen af os glemmer.

 

Efter at have spurgt lidt i øst og vest i klubben i januar om der var interesse for at deltage i Limone Extreme Skyrace, var holdet sat bestående af Søren M, Kim, Theis og mig selv (Paw). Søren M. indkaldte til info møde hvor vi så film fra løbet og planlagde hvem der skulle stå for de forskellige ting og hvad der blev krævet af arrangørerne før deltagelse. Alt dette aftalte vi i bedste italienske stemning med Sørens hjemmelavede Pizza og dertilhørende gode øl. De praktiske opgaver blev gennemgået og planlagt: tilmelding til løbet, lægeerklæring, godkendelse af læge erklæring, bestille hotel, transport bil/fly, tøj med mere.

 

Sidst på sommeren måtte vi så have et opfølgende møde som vi holdte hos mig (Paw)  naturligvis også i itailensk stil med Bruschetta, hjemmelavede italienske kødboller/tomat sovs og pasta, hertil italiensk rødvin samt Anitas Tiramisu. Selv om det måske minder mere om et ædegilde kom de sidste detaljer på plads og vi kunne skimte løbet i nær fremtid. Det skal lige nævnes at vi i foråret alle 4 havde været i Harzen på en forlænget løbe-weekend sammen, boet på samme værelse så vi kendte godt hinanden.

 

Onsdag  9.30 var mødetidspunktet hos mig (Paw), Søren lagde bil til, bilen blev pakket, der blev sagt farvel og turen kunne begynde, stemningen emmede af glæde til at skulle tæve bjerget ved Limone, vi havde jo været ud at løbe 600 højde meter og 22 km i weekenden så hvor svært kunne det blive med 23,5 og 2.000 højde meter, det måtte jo bare dreje sig om at bide tænderne lidt mere sammen! Bilen suste bare ned af Autobahnen, vi havde aftalt på forhånd at vi skulle køre ca 2 timer ad gangen. Ved et af pittene, skulle de tre andre træde af på naturens vegne og mens jeg halvsov i bilen gik de 3 andre om bag en hæk og lod vandet rende, mens sad jeg i bilen. Jeg besluttede mig for det nok var klogt også lige at lette ben mens vi nu holdte. Jeg gik så en anden vej rundt om hækken, de tre andre sprang ind i bilen og begyndt at køre mens jeg stadigvæk stod med benet op af hækken! Først trode jeg de lavende sjov, men først da min roommate Theis have gjort opmærksom på at jeg manglede blev bilen bragt til standsning! Så var vi i gang 

 

Torsdag morgen ramte vi italien, hvor der blev indtaget morgenkaffe og en bolle på en cafe, tæt på motorvejen, inden vi ramte hotellet i Limone.

Alle var trætte efter køreturen, vi blev enige om et par timer ikke ville gøre skade. Da vi vågnede gik vi en tur ned i byen der virkelig er et besøg værd, bitte små gader med brosten lille havne promanade. masser café´er og resturanter, gamle huse i forskellige farver, palmer og i det hele taget en hyggelig stemning. Vi fik også set hvor starten til løbet var, samt hvor vi kunne afhente start nummer.

 

Fredag morgen spiste vi morgenmad på hotellet, hvorefter vi kørte på sightseeing med Søren der kendte endnu en super hyggelig by (Malcesine), også med små gader og brosten samt gamle huse i forskellige farver der ligger helt tætte.

Efter at have spist middag på en cafe med udsigt over Gardasøen vendte vi uvidende tilbage til Limone for at hente vores startnummer og en lille overraskelse.

 

På vej ind i teltet hvor nummerudleveringen foregik, standsede Theis for lige at kigge kortet med højde og ruten på. Theis sagde at ruten var ændret fra 23,5 til 24,3 km og fra 2.000 til 3.000 højdemeter!

 

Vi jokede lidt med at det nok var en fejl, men intern mellem os blev vi helt stille, her var det ikke km. der var problemet, men 3.000 højde meter, det føltes nøjagtigt som en lussing - det er ikke klasket, men varmen der løber igennem bagefter. 3.000 højde meter på 24,5 det betyder stejlt! Aldrig har der været så stille omkring os, resten af dagen var der en meget speciel stemning.  Vi vidste alle der var dømt røvfuld i bjergene. Aftenen sluttede med et resturant besøg på samme restaurant som var besøgt aftenen før med stor tilfredshed. Alle bestilte en stor hvedeøl samt pastaret, men vi blev alle nødt til at have kortet endnu en gang og bestilte endnu en hovedret inden turen gik til hotellet, hvor der hurtigt blev sagt godnat. Theis og jeg falt i søvn ret hurtigt, men Kim hvade desværre fået et maveonde som han underholdte Søren med det meste af natten.  Søren prøvede at undvige de gode lyde ved at høre musik mens Kim ofrede sig på toilettet.

 

Lørdag morgen stod det hurtig klart at Kim ikke skulle løbe, maven var endnu ikke i orden og han frøs. Vi 3 andre gik frisk til morgen buffeten. Løbet startede kl 12.00 så efter lidt ventetid, omklædning osv. gik vi mod starten. Vi skulle løbe 2 flade km. inden opstigningen og allerde her havde vi løbet 100 højdemeter.

Da jeg nåede 2,5 km gik det op for mig at dette ikke bare var “walk in the park” her var feltet samlet på en lang række med enkelte lykkeriddere der prøvede at overhale op af hvilke jeg så måtte opgive, selv om der skulle gå ca. 8 km inden man kunne komme til at løbe så var det så kunne jeg mærke at benene var presset til det yderste, det efter følgende nedløb var så stejlt at man virkelig skulle have 100% fokus på fodstillingerne, men hvis jeg troede at jeg havde oplevet det værste, så skulle jeg blive klogere efter 2.30 timers løb/klatring/trekking kom en smal bjergkam med den dejligste udsigt Gardasøen til den ene side samt en afgrund på flere 100 meter ned, udsigten til den anden side en fantastisk rå dal, samt en afgrund på flere 100 meter ned, her skulle tungen holdes lige i munden.

 

Kort efter skulle vi op af en klippevæg hvor der var fastgjort et tov til at træke sig op i, det var ikke her man skulle fejle da det ville have fatale konsekvenser. På toppen vidste jeg der var et depot, men det var løbet tør for væske, så op på hesten og videre til næste. Her var der heldigvis masser af vand og frugt de så sidste 9 km blev ren overlevelse, endnu et bjerg skulle bestiges inden det sidste nedløb og mållinjen blev nået.

 

Set i bakspejlet et fuldstændigt sindsygt løb, 2.000 meter have været rigeligt til en dansker, men en kæmpe oplevelse i sig selv.

Resten af turen var mærket af at vores ben var fuldstændigt smadret så vi brugte søndagen til at slappe af og mandag gik turen nordpå igen med kufferten pakket med gode minder fra endnu en rigtig skæg tur med masser af gode grin.