Stafet for livet 2015 Så fik vi den årlige ”Stafet for Livet” i Horsens overstået, og vi kan næsten omdøbe den ”20 timer i Helvede”. Vi var 58 personer tilmeldt vores hold (”Atletica Horsens”). 46 trodsede vejrguderne, og sørgede for at vi sammen kunne holde gang i stafetten som varede i 20 timer. Vi rundede ca.2260 runder (pga.regnen duggede glasset i rundetælleren så tallet er lidt uvist), men det svarer til ca.1460 km Vi fik vores telt opstillet fredag middag – i tørvejr . Centrum Serviceudlejning havde været så venlige at stille borde og stole til rådighed. Inden vi kørte fra pladsen startede det så småt med at regne. Da var det vi tænkte – ”det holder snart op – det kan UMULIGT blive så slemt som sidste år”. Det kom også til at holde stik, det blev nemlig ikke så slemt som sidste år NEJ det blev meget værre . Det regnede næsten hele aftenen og natten, snart blev hele pladsen meget våd og skoene sank helt i. Men vi holdt humøret og modet oppe, snart var man lidt ligeglad at man løb/gik i store vandpytter og skoene blev pladder-våde. Vi havde forsyninger i teltet, så vi ikke kunne gå ”kolde”. Vi havde endda fået sponseret en lækker Gullaschsuppe til natmad af Købmandsgården her i Horsens . Der kom aftenen og natten igennem jævnligt friske løbere/gående til for at holde stafetten i gang. Vi var nogle der gik til Natbanko – og vandt . Om morgenen fik vi hentet rundstykker og ikke at forglemme Dagmartærte –godt med lidt sukker . Om formiddagen kom der nye friske kræfter der havde henlagt lørdagstræningen til arrangementet. I løbet af formiddagen fik vi ind imellem solen at se, det føltes fantastisk. 1 times tid før stafetten var slut var der tørvejr, så vi besluttede vi at pakke teltet sammen. Vi havde ikke mere end lige fået teltdugen af stængerne, så rasede vejret igen – nu med HAGL. Det er svært at fremhæve nogen frem for andre, for jeg synes rigtig mange har bidraget med rigtig mange runder. Men jeg bliver bare nødt til at fortælle at Birthe GIK et halvmaraton om fredagen og LØB et hel maraton om lørdagen – DYB respekt til Birthe Jeg vil endnu engang takke Jer alle sammen mange gange, for at have bakket op om dette arrangement En speciel tak til Jer der hjalp med opsætning, nedtagning af teltet og oprydning. Rent personligt betyder det utroligt meget for både Claus og jeg. Jeg er ikke i tvivl om at vi alle på én eller anden måde har ”kendskab” til kræft, klap jer selv på skulderen – vi har sammen indsamlet 8100,- til Kræftens Bekæmpelse. Mange hilsner Claus og Anita |